Familievenner
Home-Start Familiekontakt Ikast-Brande
HOME-START tilbyder praktisk og personlig støtte fra frivillige familievenner til de småbørnsfamilier, som mangler overskud til at få hverdagen til at hænge sammen.
Hvem kan få hjælp?
HOME-START støtter børnefamilier, som oplever at være under pres, har mindst ét barn under skolealderen og ønsker at modtage støtte fra en frivillig familieven.
Enhver familie kan i perioder opleve at mangle det overskud, der skal til for at få hverdagen til at hænge sammen. Mange af de familier, som HOME-START hjælper, har børn under et år, en del har tvillinger og en del er alene med et eller flere børn. Mange er desuden ramt af sygdom, skilsmisse, fysisk/psykisk handicap eller psykiatrisk lidelse. Og mange har et begrænset netværk.
HOME-START tilbyder støtte til alle typer familier.
Hvad er en familieven?
HOME-STARTs støtte gives af en frivillig familieven cirka 2 timer om ugen i mindst 6 måneder, eller så længe familien har brug for det. Støtten foregår hjemme hos familien, tager udgangspunkt i forældrenes ønsker, og kan være både praktisk og personlig.
Kontakten mellem familie og familieven er frivillig, fortrolig og ligeværdig. Relationen er medmenneskelig, bygger på samvær og skaber tryghed og tillid.
En familieven er selv forælder eller har anden erfaring med børn og familieliv. Alle familievenner deltager i 20 timers forberedelseskursus hos den lokale lønnede koordinator, som også følger op på forløbet regelmæssigt og giver sparring til den frivillige.
Hvordan kommer jeg i kontakt med HOME-START?
Du er velkommen til at ringe til Hanne Hebsgaard, som er koordinator i Ikast-Brande. Hun vil gerne komme på besøg for at fortælle om HOME-START og høre om, hvad I har brug for. Se kontaktoplysninger længere nede til højre.
HOME-START Familiekontakt er en del af det internationale netværk HOME-START Worldwide.
Tilbuddet er til dig, som...
- er forælder til et eller flere små børn. Du er presset, mangler overskud og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
- godt kunne bruge et pusterum en gang om ugen, hvor en familieven kommer hjem til dig og hjælper med praktiske gøremål, hygger med børnene, går en tur med barnevognen, har tid til at lytte - eller hvad der er brug for for at give dig mere overskud.