Henter indhold...

Retningslinjer

Retningslinjer for brug af Socialkompas

Retningslinjer beskrevet herunder dækker både den nationale portal samt de lokale Socialkompas.

Det er gratis for frivillige organisationer kommunale institutioner mv. at lægge opslag på Socialkompas.dk. Opslag, som overholder nedenstående retningslinjer, godkendes alle til visning på den nationale portal; der kan være opslag, som ikke vises i visse lokale Socialkompas pga. lokale Socialkompas.

Socialkompas.dk godkender som udgangspunkt alle opslag fra frivillige organisationer, kommunale institutioner og aktiviteter, hvis opslaget omhandler et uvisiteret tilbud til borgere, og organisationen, der står bag, har base i Danmark.

For at anvende Socialkompas.dk (nationalt og lokalt) skal man dog:

  1. Enten være på Skats liste over velgørende organisationer eller
  2. have styrende dokumenter (vedtægter/love/fundats) hvoraf det fremgår, at organisationen er non-profit, dvs.at
  3. organisationens indtægter anvendes til et velgørende eller almennyttigt formål, eller
  4. være en kommunal/offentlig institution eller projekt
  5. være et godkendt trossamfund, der opererer på non-profit basis (se note 1 for flere informationer)

For-profit organisationer og A.M.B.A/F.M.B.A.-selskaber kan som udgangspunkt ikke lave opslag på Socialkompas.dk. Undtaget herfra kan være aktiviteter, der er iværksat af disse typer organisationer, men hvor organisationen kan dokumentere, at selve aktiviteten er non-profit. Det skal i disse tilfælde tydeligt fremgå af opslaget, at aktiviteten er non-profit, og hvad et evt. overskud fra aktiviteten går til (skal være almennyttigt/velgørende). Det vil altid bero på en vurdering fra opslag til opslag, om aktiviteten er noget, som hører til på Socialkompas.dk.

Politiske partier, kandidater og kampagner kan i udgangspunktet ikke anvende Socialkompas.dk.

Til alle opslag stiller vi derudover krav om, at der IKKE:

  • diskrimineres ud fra køn, alder og etnisk, religiøs, politisk, seksuel eller social baggrund, med mindre særlige forhold nødvendiggør dette (fx at det skyldes hensyn til jeres målgruppe, eller at de deltagende skal være under en vis alder pga. projektets opsætning). Begrundelsen herfor skal fremgå af opslaget, og Socialkompas.dk forbeholder sig ret til at afvise en begrundelse og dermed opslaget. (Se note 2)
  • hersker tvivl om hvilke holdninger og værdier, der ligger til grund for tilbuddet. (Fx skal det deklareres hvis et tilbud anvender en bestemt metode, og religiøse organisationer skal tydeliggøre, hvis tilbuddet er religiøst funderet).
  • stilles betydelige krav om visitering og/eller brugerbetaling fra udbyders side.
  • søges deltagere til aktiviteter, der opfordrer til diskrimination, vold eller andre strafbare handlinger.
  • søges personer, som primært vil være frivillige frem for deltagende, fx vil en samtalegruppe kunne søge efter deltagere, men ville ikke kunne søge efter en tovholder. (Her henviser vi til vores søsterportaler Frivilligjob.dk).
  • annonceres for stillinger, der er eller har karakter af deltids- eller fuldtidsarbejde, uanset, om jobbet er lønnet eller ulønnet. Derfor kan der ikke annonceres fx praktikstillinger, løntilskudsstillinger eller fleksjob på Socialkompas.dk. (For denne type stillinger henviser vi til vores søsterportal NGOjob.dk).
  • i udgangspunktet medtages personhenførbare oplysninger (se note 3).
  • Socialkompas.dk forbeholder sig ret til at anmode om dokumentation på, at organisationen eller aktiviteten er non-profit eller kommunalt funderet. Det er alene Socialkompas.dk og lokaladministratorers vurdering af, om tilbuddet eller organisationen kan godkendes, der ligger til grund for optagelse på Socialkompas.dk.

Forventninger til opførsel og respekt over for ansøgere

Socialkompas.dk er sat i verden for at synliggøre sociale mv. tilbud til gavn for borgere i deres aktuelle situation og deraf skabe forbindelse mellem frivillige organisationer, kommunale institutioner/projekter og borgere.

Derfor er det centralt for Socialkompas.dk, at vi giver borgere, som søger hjælp, en god brugeroplevelse. I den forbindelse er det væsentligt, at de, der søger hjælp via Socialkompas.dk, føler sig respektfuldt og godt behandlet.

Derfor forventer vi, at I, der synliggør jeres tilbud via Socialkompas.dk (nationalt og lokalt):

  1. Udviser almindelig god opførsel over for dem, der kontakter jer på baggrund af jeres opslag.
  2. Svarer interesserede hurtigst muligt og senest inden for to uger. Hvis I ved, at I en periode ikke kan besvare henvendelser (fx pga. ferie), så deaktiver venligst jeres opslag. I kan til enhver tid aktivere det igen.
  3. Svarer alle ansøgere - uanset, om I kan hjælpe dem eller ej.
  4. Henviser videre, hvis I fx ikke kan hjælpe borgeren eller ikke har flere pladser

Bliver vi opmærksomme på, at den samme organisation/projekt gentagende gange ikke svarer på henvendelser fra borgere eller supporten, forbeholder vi os retten til at deaktivere det eller de opslag, der ikke bliver svaret fra - og i sidste ende til at slette brugerprofiler, hvorfra der ikke svares på henvendelser.

Note 1: Religiøse foreninger

  • Er ens forening registreret under branchekoden 949100: Religiøse institutioner og foreninger i CVR, vurderes man primært efter denne retningslinje.
  • Det betyder, at hvis den danske stat ikke anerkender ens religiøse forening som et godkendt trossamfund, kan man ikke godkendes på Socialkompas.dk.

Note 2: Socialkompas.dk er for alle

  1. På Socialkompas.dk ønsker vi at fremme, at tilbud på portalen er bredt for alle - uanset personligt udgangspunkt og livsvilkår. Det er baggrunden for, at det på Socialkompas.dk i udgangspunktet ikke er tilladt at diskriminere, og at vi tillader os at fjerne opslag, som vi vurderer diskriminerer. Socialkompas.dk accepterer afgrænsning af målgruppe ud fra saglige kriterier, som skal fremgå tydeligt. Ved tvivlsspørgsmål ret altid henvendelse til supporten bag Socialkompas.dk.

Note 3: Definition af personhenførbare oplysninger

  1. Iflg. Datatilsynet er: "En personoplysning er enhver form for information, der kan henføres til en bestemt person, også selv om personen kun kan identificeres, hvis oplysningen kombineres med andre oplysninger."
  2. Derfor fraråder Socialkompas.dk, at der i opslag fx medtages information om personnavne, personadresser, etnicitet, politisk ståsted, seksuel orientering, helbredsoplysninger mv.
  3. Det kan i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at medtage enkelte personlige oplysninger for at give en kontekst til vilkårene i tilbuddet, men dette skal altid ske efter aftale med den eller de berørte.

Fandt du ikke det du søgte, eller opdagede du fejl ved et opslag?

Skriv til os
Kontakt os

Socialkompas i Ikast-Brande Kommune administreres af Frivilligcenter Ikast-Brande

Frivilligcenter Ikast-Brande Ikast-Brande Kommune
Top